Måske sidder du lige nu og overvejer at gå i terapi for første gang i dit liv, men du er lidt usikker på, hvad det vil sige at gå i terapi, og om det overhovedet er noget for dig. Er mine problemer i grunden store nok til, at et andet menneske gider at beskæftige sig med dem? Måske kan jeg i virkeligheden godt klare det selv, hvis jeg bare tager mig lidt sammen. Det er nok bare mig, der er noget galt med.
Ovenstående tanker er helt naturlige at have, når man overvejer at gå i terapi for første gang, men jeg er temmelig sikker på, at eftersom du er kommet herind på siden, så er det rent faktisk, fordi du allerede HAR taget dig sammen i rigtig lang tid, og at du allerede HAR klaret mange ting selv. Men det behøver du ikke blive ved med! For det er netop, når tingene begynder at køre i ring, at vi har brug for hjælp til at bryde vores uhensigtsmæssige mønstre. Det er når vi er allermest hårde og kritiske overfor os selv, at vi har brug for en kærlig stemme, der kan hjælpe os videre ad en ny og mere farbar vej.
INGEN problemer er for små eller for store til at tage med ind i det terapeutiske rum. Rummet er DIT, og hvis noget volder problemer for dig i dit liv og din hverdag, så fortjener det selvfølgelig at blive kigget på uanset størrelsen eller arten af dine problemstillinger.
Sådan foregår terapi hos mig
Den første gang vi mødes, taler vi lidt om, hvad der har givet anledning til, at du kommer i terapien. Du behøver dog ikke have det store forkromede overblik over din livssituation, og hvorfor du befinder dig her, hvor du befinder dig lige nu. Det er jeg sikker på, at vi stille og roligt sammen finder ud af hen ad vejen. Den første gang vil jeg typisk stille lidt forskellige spørgsmål undervejs for at lære dig bedre at kende, og hvis du ikke ved, hvad du skal svare, er det også helt fint.
De næste par gange vi mødes, vil vi begynde at lære hinanden bedre at kende, således at du forhåbentlig vil opleve en større og større tillid til mig som terapeut. Tillid og tryghed er to meget vigtige faktorer i det terapeutiske rum, da de er forudsætningen for, at vi sammen kan komme til at kigge på de ting, der volder dig problemer. Nogle mennesker har måske aldrig tidligere talt med et andet menneske om deres inderste følelser og tanker, og netop derfor lægger jeg stor vægt på, at opbygge tillid og tryghed imellem klient og terapeut.
Når vi har lært hinanden bedre at kende, og du føler dig tryg ved mig, har vi skabt et rigtig godt fundament for det videre arbejde.
Såfremt du har spørgsmål til det at gå i terapi for første gang, er du meget velkommen til at skrive eller ringe til mig, så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at besvare dem.