I dette blogindlæg vil jeg fortælle dig om dengang jeg fik tinnitus og begyndte at producere rigtig mange negative tanker. Jeg vil fortælle dig om, hvordan jeg fik brudt de negative tanker og vil videregive nogle små øvelser, som du måske kan have den samme gode gavn af, som jeg har haft og stadigvæk har den dag i dag. I mit tilfælde kredsede de negative tanker sig om min tinnitus, men det kunne for den sags skyld være alt muligt andet. Så selv om du måske ikke lider af tinnitus, håber jeg, at du kan drage paralleller til det, der eventuelt måtte udfordre dig lige nu og måske selv gøre brug af øvelserne.

For nogle år tilbage pådrog jeg mig en hjernerystelse og fik i den forbindelse tinnitus på mit højre øre. Jeg vågnede et par nætter efter slaget i hovedet og havde en høj og ubehagelig hyletone i øret, som bare ikke gik væk. I det første års tid efter at tinnitussen var indtruffet, gik jeg og ventede på, at det ville gå over, jeg havde mange andre følger af min hjernerystelse, som i løbet af det år langsomt var aftaget eller helt forsvundet, så mon ikke tinnitussen ville gøre det samme?

Det skete desværre ikke – tværtimod blev den faktisk værre. Eller det vil sige, mit fokus på den intensiverede, og netop mit fokus skulle vise sig sidenhen at blive ret centralt for mit videre liv med tinnitus. Da det gik op for mig, at den muligvis ikke forsvandt, og at jeg måske skulle leve med den for altid, blev jeg pludselig meget fokuseret på den. Jeg gik konstant rundt og holdt øje med lyden i mit øre. Var den nu højere end den plejede at være? Havde den ændret karakter, så tonen var blevet anderledes, og hvad kunne det evt. betyde? I kølvandet på de her spørgsmål blev jeg endvidere optaget af, om jeg selv havde gjort noget, der havde forværret det, hvis jeg oplevede, at tonen var højere. Havde jeg anstrengt mig for meget? Siddet i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger, som havde givet mig spændinger i nakken? Etc. etc. I perioder var ALT mit fokus på min tinnitus, og det bar karakteren af mine tanker i den grad præg af – de begyndte, at blive mere og mere negative og til tider ligefrem eksistentielle i retning af, at jeg aldrig ville kunne arbejde, at jeg aldrig ville kunne få et godt liv (!!!), og at jeg ikke ville kunne leve et liv med tinnitus.

Jeg søgte febrilsk efter hjælp i alle mulige retninger – tog til møder i Høreforeningen, gik til osteopat, forsøgte mig med akupunkturplastre, brugte timevis på søgninger på udenlandske hjemmesider i håbet om at støde på en mirakelkur. Jeg ville bare ikke acceptere, at skulle leve resten af mit liv med den voldsomt irriterende hyletone i hovedet. Men sagen var, at ingen af delene hjalp mig, faktisk var det som om, det kun blev værre. Jeg følte mig magtesløs, frustreret, vred, kortluntet og ked af det. Min tinnitus fyldte ALT.

At slippe kampen og flytte fokus

Men så en dag skete der noget. Jeg havde i min kamp mod tinnitussen fået arrangeret et møde med en hørekonsulent, der forklarede mig, hvorfor vi helt ur-agtigt er kodet til at forbinde unaturlige lyde med farer og reagerer på dem, som om de er præcis det. Det gav alt sammen god mening, men det helt afgørende for mig blev at høre, hvordan denne kvinde, som selv havde haft tinnitus i 30 år, for mange år siden havde lært at leve med sin hyletone. Hun fortalte mig, at hun i dag skal koncentrere sig for at kunne høre sin tinnitus, selvom hun ved, at den er der hele tiden! Jeg kiggede med vantro på hende. Hun beskrev den som en papegøje, hun havde siddende på skulderen, og når den indimellem skræppede lidt højt, så kiggede hun på den og sagde ”Nå, er du her, hej med dig, men jeg skal altså videre i dagens tekst”. Hun nægtede med andre ord at give tinnitussen den opmærksomhed, som jeg tydeligvis gjorde. Og så lærte hun mig en anden vigtig ting, som også skulle vise sig at få stor betydning. Hun sagde til mig, at jeg skulle forsøge, om jeg, når jeg hørte hyletonen, kunne lade være med (i overført betydning) at ringe 112, men i stedet for nøjes med at ringe 1813. Jeg skulle altså forsøge at lære mig selv, at lyden i mit øre bare var en lyd og ikke det samme som, at der var fare på færde. Lyden kunne ikke gøre mig noget, den var ’bare’ en lyd, og de tanker, jeg havde om tinnitussen, var bare tanker.

Det er mig der bestemmer

I månederne efter, var det som om, noget virkelig forandrede sig indeni mig. Jeg besluttede mig for at tage magten tilbage – fra nu af var det mig, der bestemte, hvor meget den åndssvage hyletone skulle have lov til at influere på mit liv. Når jeg begyndte at få de velkendte negative tanker om, hvad tinnitussen havde magt til at gøre af ødelæggelser i mit liv, så huskede jeg mig selv på, at jeg ikke behøvede ringe 112, det var jo trods alt ’bare’ en lyd i mit øre.

I dag lever jeg med min egen papegøje på skulderen, og der kan sagtens gå mange dage, hvor jeg stort set ikke skænker tinnitussen en tanke. Indimellem kommer der dage, hvor den så alligevel er lidt højere end den plejer at være, men nu kan jeg trække på skuldrene og sige, ”Nå hej med dig, er du nu her igen, jamen det må du gerne være, men jeg gider altså ikke bruge min energi på dig”. De negative tanker omkring et liv med tinnitus er forsvundet, og jeg har ro i min mave, også når det indimellem støjer, mere end det plejer, som fx lige nu i skrivende stund, hvor tinnitussen jo er omdrejningspunktet for min opmærksomhed 🙂

Jeg har lært, at jeg i stor udstrækning selv er herre over, hvad jeg retter min
opmærksomhed imod og i hvilken grad. Og særligt det med at huske på, at de tanker, jeg har, kun er tanker og ikke nødvendigvis endegyldige sandheder. Endelig har det været en
stor hjælp også i andre sammenhænge at bruge billedet med at ringe 1813 i stedet for 112. De ubehagelige paniktanker, der opstod i forbindelse med tinnitussen, var blot tanker og behøver ikke længere i overført betydning at medføre et opkald til 112.

Jeg håber, du kan bruge dette blogindlæg som inspiration, hvis du indimellem bliver udfordret og kommer til at producerer for mange negative tanker, som får for meget af dit fokus!