Kender du det? Du har netop afholdt tre ugers dejlig ferie med dine børn, din familie og dine venner. I har hygget Jer, været i sommerland, grillet, badet og været på udflugter, og nu er du så på vej tilbage på arbejde. Men du føler dig IKKE klar, tværtimod! Du trænger til mere ferie.
Når jeg i disse dage lytter til mennesker omkring mig inklusiv mig selv, er det noget af det, jeg synes, der går igen – at ferien har været dejlig, hyggelig, sjov og fyldt med gode oplevelser, men også med konflikter, forhandlinger, kompromisser, skænderier, hensyn og forskellige krav og behov, der alle har skulle forsøges tilgodeset. Og selvom alt dette hører med til det at være tætte og mere sammen, end vi er vant til i hverdagen, så ændrer det ikke ved, at vi kan ende med at sidde tilbage med følelsen af at trænge til en uges ekstra ferie på Hotel Egenomsorg med all-inclusive. For det trækker på vekslerne at skulle tilgodese alles behov, særligt når de ikke nødvendigvis harmonerer med dine egne. Eller at skulle mægle mellem børn og andre familiemedlemmer, når det hele spidser til i varmen og en har fået solstik, mens en anden keder sig og savner legekammerarter.
Så hvad gør du nu?
Evnen til at give os selv omsorg er ikke nødvendigvis én vi er født med. For mit eget vedkommende har det været noget, jeg har skulle tillære mig, og det er en evig opmærksomhed, jeg skal have med mig – både at udvikle den og at huske at give den til mig selv, i ferietiden såvel som i hverdagen.
Personligt har jeg altid været rigtig god til at drage omsorg for andre. Jeg har været god til at lytte, forstå og tilsidesætte egne behov for at imødekomme andres. Men at drage omsorg for mig selv har jeg ikke været ret god til. Derimod har jeg været eminent til at overhøre, når min krop og min sjæl har kaldt på mig – så har jeg ofte blot løbet hurtigere, arbejdet mere, sagt ja, når jeg helt klart mente nej og overhørt signaler fra min krop om, at det var tid til at holde en pause eller gå i seng og få noget søvn. Jeg har spist ting jeg godt vidste ikke var gode for min krop, men som gav mig et kortvarigt kick. Jeg har fyldt dage og aftener med aftaler, selvom jeg dybest set lader allerbedst op i mit eget selskab. Så at drage omsorg for mig selv er noget jeg har måtte lære. Men det gode er, at det KAN læres!
Jeg kan huske, at jeg for ikke så længe siden spurgte en veninde, som jeg selv synes er god til det med egenomsorg, hvad hun helt konkret gør, når hun skal tanke sig selv op. Jeg kunne godt høre, at de ting hun nævnte var nogle ting, der gør hende godt, men det var ikke sådan, at jeg bare ville kunne tage hendes liste af gode ting, hun gør for sig selv og så gøre det samme. Og jo deraf ordet EGENomsorg 😉 Det blev klart for mig, at jeg var nødt til at udvikle min egen liste. Så det gjorde jeg. Jeg begyndte simpelthen at skrive de ting ned, som jeg ved gør mig glad og tanker mig op med fornyet energi. På listen står der bl.a.:
- starte dagen med de 5 tibetanere
- drikke et glas vand med citron, når jeg står op (det renser systemet igennem)
- købe friske blomster
- danse
- spise god og sund mad
- lytte til klassisk klavermusik
- booke en tid til zoneterapi og healing
- gå til koncert
- meditere
- løbe eller gå en tur i skoven
Så her er altså min klare opfordring til dig, der skal starte arbejde lige om lidt, men ikke føler dig ladet op – det er tid til at begynde at fokuser på egenomsorg! Så skal du nok finde vejen tilbage til dig, hvor der igen er fornyet energi.
Og hvis du ikke allerede har din egen liste over ting, der gør dig godt, så se at få lavet en. Der er faktisk ingen undskyldninger for ikke at lave den og begynde at plukke derfra allerede i dag. Og kan du blive inspireret af min liste ovenfor, er du hjertens velkommen, det gode er, at de fleste ting på min liste er ganske gratis og lige ved hånden. Men husk på at mærke efter om det også giver mening for dig, måske og med stor sandsynlighed, er det nogle andre ting, der tanker dig op, men én ting er sikkert, der er ingen undskyldninger for ikke at starte lige nu.
Kærligst,
Christina
PS. Hvis du har lyst til at dele hele eller dele af din liste med mig og andre, der er på vej til at checke ind på Hotel Egenomsorg, så er du hjertens velkommen til at kommentere nedenfor, måske kan du være med til at inspirere andre til at gøre noget godt for sig selv allerede i dag.
Kære Christina
Tusinde tak for at huske mig på dette. Det er jo heller ikke noget jeg har lært ❤
LikeLiked by 1 person