I den forgangne weekend har jeg haft en rigtig fin oplevelse, som jeg har lyst til at dele med dig – den handler om at transformere uro til ro. Grunden til, at jeg gerne vil dele den, er, at den meget fint illustrerer noget, som jeg ved, vi er mange mennesker der kender til – nemlig behovet for at nogen eller noget udenfor os selv skal komme og dulme, fikse eller fjerne vores ubehagelige indre tilstande eller følelser. Et klassisk eksempel kunne være alkoholikeren, der mærker sit eget indre kaos eller uro, og som tror, at dette kan eller skal dulmes ved at sætte flasken for munden. Lige sådan med den spiseforstyrrede, der for en kort stund oplever, at maden kan fjerne følelser af dårligt selvværd. Eller at den der oplever ensomhed, forladthed og svigt tror på, at disse ubehagelige følelser kan forsvinde, ‘hvis bare jeg får en kæreste’.
Sandheden er desværre, at det ganske sjældent er tilfældet, at vi finder løsningen på vores
problemer eller kuren mod vores ubehag eller vores smerte uden for os selv. Men hvor ville det dog være rart, hvis det var så let, og vi kunne undgå at gøre arbejdet selv!
Nu tilbage til min oplevelse i weekenden. Jeg havde igennem en lille uges tid oplevet en voksende indre uro, og lørdag tog den til i styrke. Mine tanker kredsede om, at en bestemt person ville kunne afhjælpe denne indre uro – at hvis bare jeg fik kontakt med vedkommende, hvis bare jeg fik nogle forvisninger fra denne her person, så ville uroen forsvinde. Da følelsen af uro peakede, ringede jeg til en rigtig klog og dejlig veninde, jeg har, og sammen med hende lykkedes det mig at få transformeret min uro til ro helt uden at skulle have det ‘fix’, jeg i første omgang troede, var den eneste vej til at finde ro i mig selv.
Det, jeg fik øje på, var, at den uro jeg mærkede indeni, er en gammel velkendt følelse, som jeg har oplevet mange gange før. Det er en følelse inde i mig, som handler om noget i mig, som denne person udenfor mig blot havde fået trigget. Ergo handlede følelsen i sig selv ikke om personen, men om noget som allerede boede i mig i forvejen. Så at tro, at jeg var afhængig af, at denne person sagde eller gjorde noget helt bestemt, for at der igen kunne opstå ro i mig, skabte i virkeligheden kun endnu større uro. For så var min ro jo afhængig af, at jeg kunne få lige præcis det fra lige præcis den kilde.
Langsomt kom jeg i tanke om alle de tidligere erfaringer, jeg har med at transformere uro til ro, og jeg huskede mig selv på, at lige såvel som uroen bor i mig, så gør roen det også. Jeg blev mindet om alle de tidligere gange i mit liv, hvor jeg har troet på, at min indre ro fx afhang af, at et menneske jeg elsker, og som som står mig nært, ville stoppe med at drikke, eller at nogen opfandt en kur mod tinnitus. Hver gang har jeg opdaget, at nøglen til ro inde i mig, ligger helt og aldeles i mig og heldigvis for det!
Og med den erindring kunne jeg i weekenden begynde min rejse tilbage til mig selv. Tilbage til roen, som jeg fandt inde i mig, helt uden at skulle have et ‘fix’ af noget eller nogen udefrakommende. Endnu engang blev jeg mindet om, at de følelser, vi har, er og bliver vores egne. Og ja, de kan trigges af mennesker, vi omgiver os med, og så kan vi vælge at sige TAK til dem, fordi vi endnu engang får mulighed for at kigge på det her i os selv. Men følelserne bor i os, og ligeså gør nøglen til at transformere de ubehagelige følelser til nogle mere behagelige. Og det er jo i grunden ret så heldigt 🙂
Synes godt om dette:
Like Henter...
Christina Vedel Terapi 