”Giv slip på det! Det er ikke dit ansvar, og det er ikke din skyld!” Den sætning har jeg hørt en del gange i mit liv, særligt når snakken er faldet på min mor, som i mange år har været alkoholmisbruger. Og tro mig, der var ikke noget jeg hellere ville end at give slip – give slip på alle bekymringerne, følelsen af ansvar, følelsen af skyld, følelsen af magtesløshed og behovet for at redde hende.

Men selvom det lyder enkelt bare at give slip, og selv om jeg med min fornuft godt vidste, at det hverken var min skyld eller mit ansvar, så kan jeg om nogen skrive under på, at det langt fra var så nemt, som det lød til, bare at give slip. Havde det været nemt, så ved jeg, at jeg havde gjort det, for det var i mange år mit inderste ønske, at jeg kunne give slip og blive fri. Særlig stort var ønsket om at blive fri for at føle ansvar for noget, som det sidenhen gik op for mig, at jeg på ingen måder var herre over.

Problemet med at give slip på det vi dybest set ikke vil have, altså i mit tilfælde ansvar, skyld og bekymringer er, at så længe vi tror på, at det vi kæmper med eller for, står til at ændre, så bliver vi hængende i kampen, og lige så længe vil vi befinde os i smerten.

Derfor – hvis vi virkelig ønsker at arbejde med at give slip, og det kan sådan set være på alt muligt lige fra gammel kærlighed, usunde relationer, et arbejde, der ikke længere er meningsfyldt, en ex-mand vi ikke kan få et ordentligt samarbejde med, eller hvad pokker vi ellers kæmper med og for i vores liv, som bliver ved med at volde os problemer, så er der nogle ting, vi må kigge lidt nærmere på først.

Har du magten til at ændre på tingene?

For det første må vi forsøge at være realistiske og forholde os til, om det her reelt set er noget, vi kan gøre noget ved. Har vi så at sige magten til at ændre ved det, som volder os problemer? Altså i mit tilfælde, hvor min mor drikker, og jeg føler ansvar og skyld – kan jeg reelt set få hende til at stoppe med at drikke? Nej, det kan jeg ikke. Det er i sidste ende hende, der fører flasken til munden, det er hendes valg. Hvis vi tager eksemplet med ex-manden, der ikke vil samarbejde – kan du tvinge ham til at samarbejde, hvis han ikke vil? Nej, det kan du ikke. At virkelig indse, forstå og acceptere vores egne begrænsninger kan være en fantastisk kilde til frisættelse af os selv. Men det fornægter sig ikke, at det også kan være forbundet med både smerte og sorg at skulle erkende sine egne begrænsninger, særligt hvis kampen har varet ved længe, kan det være smertefuldt og sorgfuldt at måtte give slip og erkende, at jeg er magtesløs, jeg kan ikke længere stille noget op. Det gode er, at når vi har været i og mærket sorgen og smerten ved at give slip, så er kampen slut. Det er forbi, du er fri, du har sat dig selv fri.

Er der noget eller nogen du sætter højere end forholdet til dig selv?

En anden og meget vigtig pointe, når vi gerne vil give slip, handler om, at så længe vi sætter det vi kæmper med eller for højere end forholdet til os selv, lige så længe vil vi blive hængende i kampen og lige så længe vil vi befinde os i smerten. Sagt med andre ord, så længe det bliver vigtigere for mig, at få min mor til at holde op med at drikke, end det bliver at passe godt på mig selv, lige så længe vil jeg forblive i de ubehagelige følelser af skyld, magtesløshed m.m. Lige sådan med dig der kæmper med den umulige ex-mand for at sikre et ordentligt forældresamarbejde – så længe samarbejdet og hensynet til ham og/eller børnene bliver vigtigere, end hvordan du selv har det i det, så vil du opleve den store smerte, der er forbundet med konstant at skulle oversamarbejde, gå på kompromis med din integritet og nedprioritere forholdet til dig selv. Og jeg ved, at det her ofte er en rigtig svær situation, fordi vi som forældre er villige til at gå gennem ild og vand for vores børn, og det skal vi også. Men ingen børn er nu engang tjent med en mor eller far, der ikke længere kan kende sig selv, fordi der er indgået så mange kompromiser og hensyn og slugt så mange kameler, at det gør ondt at være til.

”Så hvad skal jeg så?” tænker du måske. ”Skal jeg så bare give op uden at kæmpe for det, der ligger mig så meget på sinde, nemlig at skabe et godt samarbejde med mine børns far eller at få min mor til at stoppe med at drikke?” Nej, du skal ikke give op, du skal give slip! Du skal give slip, når du ved med dig selv, at du har kæmpet dine kampe. Men når magtesløsheden melder sig, er det som oftest, fordi du kæmper med noget, som du ikke har magten til at ændre. Det er med andre ord ikke op til dig at bestemme udfaldet af den kamp du kæmper, og så er det tid til at give slip. Du skal give slip, når du kan mærke tegn på, at du er ved at bryde dig selv ned frem for at bygge dig selv op.

Ind imellem kan vi forvirre os selv og tro, at det at holde fast og kæmpe handler om styrke, og at vi er stærke, jo mere og jo længere vi kæmper. Det at give slip kan omvendt opfattes som et tegn på svaghed. Det er det ikke! Min egen erfaring viser, at vi ved at give slip rent faktisk kan kommer til at føle os langt stærkere, end vi gør, når vi forbliver i evig kamp. Så spørg dig selv om du reelt har magten til at ændre på det, der volder dig problemer, og dernæst spørg dig selv om du sætter den eller det du kæmper med højere end forholdet til dig selv.